Privat

Erhverv

Tidlig juleferie

Mandag den 23. december lukker vi telefonerne kl. 12:00. Har du en skade, kan du anmelde den her på siden.
Anmeld skaden på Min Side

Luk fritidshuset sikkert ned, og undgå skader

Få gode råd og en tjekliste til at få lukket dit sommerhus eller kolonihavehus rigtigt ned, så du undgår frostsprængninger af rør, eller at du får vand- eller elskader:

Publiceret 1. oktober 2022

Gennemgå huset indendørs

  • Opvarm dit hus - så vandrørene holdes frostfri og den værste fugt holdes ude af huset
  • Sluk for alle elektriske apparater og tag strømstikket ud af kontakten – så du undgår skader ved lynnedslag
  • Fjern fødevarer fra skabe og køleskab og fryser – så du undgår skadedyr
  • Sluk for køleskab og fryser - og lad skabslågen stå åben, så der kommer cirkulation
  • Lad alle døre og klædeskabe stå åbne - så der er ventilation 
  • Åben eventuelle luftventiler og riste – så der er cirkulation.

Hvis du ikke kan sikre dig, at du holder hus og vandrør frostfri, er det også vigtigt at huske: 

  • Fjern de ting, der ikke kan tåle frost og fugt 
  • Luk for vandet på hovedhanen
  • Tøm vandet af vandvarmer, opvaskemaskine, vaskemaskine, toiletter, cisterner og alle rør - så du undgår frostsprængninger 
  • Blæs de tømte rør igennem, så alt vand er fjernet 
  • Afmonter alle termostatstyrede blandingsbatterier – da de indeholder vand og kan få frostskader.

Det er sjældent nok at stille sine varmekilder på frostfri indstilling eller mindre varme. Rør ligger oftest gemt i vægge, inde i skabe, bag paneler eller på loftet, og her skal der meget varme til at holde disse områder frostfri. Når huset står ubenyttet hen, vil vandet i rørene stå stille, og dermed kan de nemt fryse. Så det generelle råd er at lukke for vandet.

Hvis du bruger huset om vinteren, så luk for hovedhanen til vandet, når du ikke er i huset. Husk at åbne haner for at lukke restvand ud.

Gennemgå huset udendørs

  • Tjek om taget er tæt - så du undgår, at der kommer vand ind 
  • Tjek tagrenderne - fjern blade og skidt og tjek for huller i tagrenderne 
  • Sørg for at udbedre huller eller begyndende skader på sokkel og ydervægge – så du undgår fugt og skadedyr
  • Skru eventuelle slangestudser af udendørs vandhaner – så vandet lettere kan løbe ud.

I haven

  • Pak havemøbler væk, og lås eventuelt større ting forsvarligt fast og dæk dem til med en presenning  
  • Fjern haveredskaber - så de ikke bliver stjålet eller flyver rundt ved storm
  • Har du brænde udenfor, så vær opmærksom på, at det skal være dækket til eller låst inde, for at forsikringen dækker ved tyveri 
  • Lås udhuse, skure mv. så du undgår indbrud
  • Beskær høje træer – så du undgår væltede træer og stormskader på dit eller naboens hus 
  • Fjern afskårne grene fra haven. 

Vær særligt opmærksom på dine rør

Sørg for at tømme rørsystemet helt, når du ikke bruger huset. Hvis der er ting i huset, der ikke kan tåle frost, skal du holde huset frostfrit.

Er dine rør frosset til, det vil sige, at der kommer ikke vand ud af hanerne eller varme på radiatorerne, skal du lukke hovedhanen. Hvis der er sket en frostsprængning, kan der komme en vandskade, når røret tør igen.

Hvis der er perioder med frost/hård frost, bør du jævnligt tjekke dit hus eller aftale med en nabo eller anden til at kigge efter huset, så evt. vandskade begrænses.

Er uheldet ude

Hvis uheldet er ude, skal du hurtigst muligt finde ud af, hvor problemet er og stoppe skaden. Du kan derefter kontakte os, så vi kan finde ud af, om din forsikring dækker udbedring af skaden.

Se hvordan du kontakter os